Der er i øvrigt tusind ting mænd ikke skal sige, men vi skal jo starte et sted! Her skyder jeg lidt med skarpt, især fordi jeg selv er sådan en der kommer til at sige/fortælle åndsvage, unyttige og pinlige ting, når jeg bliver nervøs eller er i situationer, hvor jeg føler mig lidt presset. Fx har jeg en tendens til at komme til at fortælle om mine dyr fra min barndom, som nærmest rummer en helt bondegård i et parcelhus på første date…. (Ja jeg har været på mange første dates – second dates not so much!)

Nå, men tilbage til mænd! Altså jeg er fan af ærlige mænd, men i nogle situationer skal de altså hellere lyve lidt end at sige hele sandheden. Dette gælder bl.a. når man spørger dem om man skal ses! Her forlanger jeg altså en rigtig god undskyldning! Jeg skal ikke spises af med: “Nej desværre, jeg skal gøre rent” – gør’ rent i morgen homie! Rengøring kan udskydes! Kom med en bedre undskyldning og LYV!

Nå men hvad skal mænd ikke sige? Nummer 1 på listen er: “Jeg savner min eks” Okay, fint! Vi ses aldrig nogensinde! Hvad er det for noget at sige? Jeg vågnede engang op ved en fyr, som jeg havde set et par gange. Vi lå og snakkede hvor den sætning pludselig kom… Hvad gør man så? Ja, jeg ved det faktisk ikke?! Det næste jeg kan huske var at jeg lå og stønnede og wupti, så var jeg ude af døren. Og jov jov nogle vil nok mene jeg skulle være smuttet efter den sætning fyldte rummet – men det var ret god sex, så hvorfor ikk lige snuppe en sidste tur?

Overskriften kan egentlig lyde lidt nedtursagtig, men det er den faktisk ikke!

Jeg trives som single, men som menneske savner jeg selvfølgelig tosomhed og her taler jeg om en anden end den jeg har sammen med min hund… Jeg vil nusses på ryggen og kysses godmorgen – gerne af en jeg kender navnet på, men det er måske lidt for meget at forlange som single anno 2017?

Der er fortsat titusinde ting jeg ikke forstår hos mænd – og det samme gælder nok omvendt, men den egentlige forskel er, at vi kvinder faktisk tænker over disse ting. Vi tænker ikke over dem sådan lidt af og til, men faktisk hele f******* tiden! Og alt den tankevirksomhed tager ens fokus, om man vil det eller ej!

Ofte føler jeg, at det er det eneste jeg taler om (og så lige mit arbejde selvfølgelig…) Men det fylder og i venindegruppen får det også lov til at fylde – Er det godt? Hvorfor vil man høre på alle disse problemer og bekymringerne? Jov, vi holder af hinanden og lytter, men ofte er det den samme historie om, og om igen… Bruger vi for meget tid på at tale om mænd og glemmer alle de gode ting i livet som sker for os? – For der sker jo faktisk gode ting, endda gode ting som vi slev står for! Vi kan sagtens gøre os selv glade, det behøver vi ikke en mand til. Selvfølgelig hjælper en mand lidt på det, men med en mand kommer også usikkerheden, uvisheden, bekymringerne, slankekurene, de evige kig på mobilen, de lange suk, de mange forklaringer på hans adfærd, alle klagerne, søvnløsenætter….. osv, osv… JA, listen er lang!

SÅ HVORFOR?!

Der er gået små 8 år siden jeg var single sidst – jeg husker single livet som en fest. Jeg var ung og stram og snavede til højre og venstre, min indbakke var fyldt med beskeder fra søde drenge (Ja det var drenge dengang) og jeg spillede på flere heste. Man skal jo helgardere sig:) Et spil jeg var mester i og jeg var ikke nærig – eller jo jeg var nærig med min krop, men snavene blev glædeligt delt ud. Hvad betyder et snav egentlig, dengang betød det lidt – ikke sådan vildt meget, men jeg var for ung til one night stand, så der blev byttet mundvand i stor stil.

Min pointe er, at efter en aften i byen kunne man være sikker på, at den pågældende fyr, der gik rundt med rester af ens mundvand i sin kæft skrev den efterfølgende dag! Den var sten sikker! NUTIDEN som single i 2016 er det for det første ikke nok at snave eller for den sags skyld at få finger – nej, nu er det nærmest en regel at man skal med hjem.. Og fint nok, man tager ham med hjem med ordene: “Du må godt komme med hjem, men vi skal altså bare putte…” Helt sikkert stive slutty Lis.  -Man knalder så og siger farvel den efterfølgende morgen – man har måske udvekslet telefonnumre (Altså han har spurgt om dit – mest af pligt) og så hører man IKKE fra ham! HVIS DU IKKE HAR TÆNKT DIG AT SKRIVE, SÅ LAD VÆRE MED AT BEDE OM MIT NUMMER, IDIOT!

Tror mit første bekendtskab med en mand, som ikke var min far eller brødre, var min ungdomskæreste Morten, som jeg var kærester med i 2-3 måneder tilbage i 8. klasse. Vi havde et helt fantastisk forhold, hvor vi størstedelen af tiden sad på hver vores kontorstol med hinanden i hånden mens vi LYTTEDE til “Terkel i knibe”. Når vi sagde farvel blev det til et hurtigt knus og i skolen kiggede vi ikke på hinanden – yes sir, det var et vaske ægte ungdomsforhold indgået af to meget generte mennesker…

Da forholdet sluttede gik det egentlig OK smertefrit. Morten sendte en besked, yes, man havde lige fået mobiler på daværende tidspunkt, hvor der stod: Hej jeg slår op – håber du er ok?  (Netop denne form for break up over en besked, skulle senere i mit liv vise sig, at være måden hvorpå mænd kommer ud af et forhold…) Egentlig skal Morten have en tak, fordi han lige forberedte mig på mænds afstumpede måde at agere overfor kvinder på i pressede situationer – men troede ærligt talt, at mænd også bliver både ældre og klogere med alderen… -Det gælder nok bare ikke alle?!

Jeg kan huske, at jeg ikke blev sådan: “jeg flår mit hjerte ud af brystet ked af det”, men var da så ked af det, at jeg lige droppede badminton den onsdag, men om torsdagen var jeg egentlig ok igen.. Men lykkelig det var jeg sgu ikke, men ligefrem ulykkelig det blev jeg aldrig, trods hans senere forhold med tykke Sofie fra parallel klassen….